To betjente ramt af skud i Ferguson i USA

I forbindelse med en demonstration er to politibetjente blevet såret af skud foran politistationen i den amerikanske by Ferguson.

Politiet i St. Louis bekræfter skyderiet. De sårede betjente er kørt til Barnes-Jewish Hospital og ser ud til at overleve, oplyser politiet på en pressebriefing foran hospitalet.

Politichef Jon Belmar siger, at en betjent er ramt i ansigtet, og en betjent er ramt i skulderen. Begge er ved bevidsthed, og modtager nu behandling. De sårede betjente er 41 år og 32 år.

Det er indtil videre uvist, hvem der affyrede skuddene. Vidner til skyderiet beretter om, at der er blevet skudt to til fire gange. Politiet siger selv, at der er blevet affyret mindst tre skud.

- Demonstrationen var omkring midnat ved at bryde op, og flere politibetjente havde faktisk forladt stedet. Skuddene blev affyret nord eller nordvest for politistationen. To betjente blev såret, siger Jon Belmar.

Han anslår, at 60 til 70 mennesker deltog i demonstrationen. Politiet ved ikke, om den eller de, der affyrede skuddene deltog i demonstrationen. Skuddene var formentlig rettet mod politibetjentene.

Et øjenvidne siger til CNN, at han tidligere så en betjent "overfalde" en demonstrant.

Onsdag trak politichefen i Ferguson, Thomas Jackson, sig tilbage efter flere måneders pres og beskyldninger om racisme i politikorpset.

Siden en 18-årig sort teenager sidste sommer blev dræbt af en hvid betjent, har der gentagne gange været store demonstrationer i byen.

I sidste uge afleverede det amerikanske justitsministerium en rapport om urolighederne i Ferguson, der var udløst af nedskydningen.

Justitsministeriets rapport var stærkt kritisk over for politiet, der blev beskyldt for at tolerere en racistisk kultur i egne rækker.

Blandt andet blev den overvejende hvide politistyrke beskyldt for at udstede bøder i bunker til sorte borgere for at sikre penge i den kommunale kasse og for ikke at håndhæve lov og orden.

Rapporten har vakt stor opsigt i USA, fordi den peger på, at 50 år efter de amerikanske borgerrettighedslove, så er racisme fortsat dybt forankret i det amerikanske samfund.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip