Better Place-rival om konkurs: Forkert fokus

Clevers administrerende direktør, Lars Bording, kalder det »beklageligt«, at det er kommet så vidt, at Better Place har måttet begære sig selv konkurs, og siger i en meddelelse, at han og virksomheden vil »gøre vores yderste for at hjælpe de kunder, der er berørt«, uden dog at gå i detaljer med, hvordan det kan ske i praksis.

Lars Bording vurderer, at Better Places satsning på batteriskifte-stationer har vist sig at være en blindgyde.

»Better Place har gjort meget for at fremme elbilen i Danmark, men de har med deres fokus på batteriskifte - som ikke har slået an hos bilproducenterne - desværre været en nichespiller og indså for sent, at det er teknologien for opladning til elbiler med fastmonteret batteri, der er fremtiden. En teknologi, som Clever sammen med alle de store bilfabrikanter (Nissan, Renault, VW, BMW osv.), har valgt at satse på,« siger Lars Bording i meddelelsen.

Clever er finansieret af en stribe af de danske elselskaber, deriblandt NRGI, SEAS og Energi Fyn, og aktionærkredsen er netop blevet udvidet. Better Places kollaps får ikke Lars Bording til at frygte for elbilernes fremtid i Danmark.

»Vi har en stærk elbilsektor i Danmark, og Clever og elbilindustrien står stærkere end nogensinde. Bilproducenterne lancerer netop i år en række nye stærke elbilmodeller, som appellerer til en bred kundekreds,« siger han og tilføjer:

»Vi vil sammen med de øvrige aktører og dygtige konkurrenter sørge for elbilens fortsatte udbredelse og succes.«

 

Dagens Gossip