Bettina Post: Reforms succes afhænger af de svageste

Skrevet af admin

07/07/2014

Dagens topnyheder

Den nye kontanthjælpsreform bliver først en succes, når det kan dokumenteres, at den også kommer de svageste unge til gavn.

Det mener tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening og nu chefkonsulent på Institut for Socialt Arbejde på Metropol Bettina Post.

- Lige nu har vi ingen registrering, der kan vise, hvad der sker med den gruppe. Bor de hjemme, er de afhængige af mor og fars forsørgelse, og bor de for sig selv, er de gevaldig på spanden, siger Bettina Post.

- For dem kan reformen blive en social deroute, fordi de mister kontakten med det offentlige. Når de på et tidspunkt vender tilbage, er der risiko for, at deres problemer i mellemtiden er vokset, siger hun.

Reformen trådte i kraft efter nytår med lavere ydelser og krav om, at de unge skal arbejde for pengene i såkaldte nyttejob.

Og her seks måneder efter kan kommunerne konstatere, at den har givet de unge det skub, som var meningen med de nye regler.

To af tre adspurgte kommuner siger i en rundspørge foretaget af Jyllands-Posten, at der i det første halvår af 2014 er kommet flere unge i gang med uddannelse eller job sammenlignet med første halvår af 2013.

Ifølge Bettina Post er det glædeligt, at det lykkes at holde flere unge helt ude af kontanthjælpssystemet.

- Unge på kontanthjælp risikerer at blive hængende, og derfor er det positivt, at der er flere, som får et job eller begynder i uddannelse. Det var jo hele meningen med reformen, siger hun til Ritzau.

Men hun advarer mod allerede nu at udråbe reformen til en succes, fordi den indebærer en risiko for de svageste unge. De, som takker nej til nyttejob, men som ikke selv har overskuddet til at finde et almindeligt job eller søge ind på en uddannelse.

SF's gruppeformand, Jonas Dahl, opfordrer kommunerne til at bruge de frigivne ressourcer på de svageste.

- Når de stærke unge kommer hurtigere i gang end tidligere, så frigøres der ressourcer, og dem skal vi bruge på de svage unge, siger Jonas Dahl til Ritzau.

/ritzau/