»Betydelig risiko« for dyrere Cityring

Det står klart, efter Metroselskabet med øjeblikkelig virkning indstiller døgnarbejdet ved Marmorkirken i København. Metroselskabet handler på baggrund af en afgørelse i Natur- og Miljøklagenævnet, efter Beboerforeningen omkring Marmorkirken klagede over Københavns Kommunes Borgerrepræsentation beslutning om at udvide arbejdet til også at foregå om natten.

»Vi er i dag (onsdag, red.) blevet orienteret af Københavns Kommune om underkendelsen af kommunens tilladelse af døgnarbejde under den igangværende klagesag. Vi følger naturligvis afgørelsen og har derfor indstillet døgnarbejdet, mens klagen behandles,« siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i Metroselskabet i en pressemeddelelse.

»Nu afventer vi en udmelding fra Københavns Kommune om, hvilke konsekvenser det har for byggeriet,« tilføjer han.

Beslutningen om at tillade nattearbejde ved metrobyggeriet ved Marmorkirken blev truffet i maj af et bredt flertal i Borgerrepræsentationen. Samtidig besluttede Københavns Kommune at udbyde en pulje på minimum 20 millioner kroner, der blandt andet skulle sikre hotelværelser eller andre aflastningstilbud til de vært støjplagede naboer.

Den principielle beslutning fra Natur- og Miljøklagenævnet kan påvirke samtlige metrobyggepladser i hovedstaden. Københavns Kommune oplyser, at klager fra beboere ved andre byggepladser, vil kunne bremse byggeriet uden for dagtimerne.

»Den her afgørelse er så klar, at vi bliver nødt til at vende tilbage til de gamle arbejdstider, i fald andre beboerforeninger indgiver lignende klager. Vi kan ikke læse afgørelsen anderledes,« siger udviklingsdirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, Jens Elmelund.

Ifølge naboerne til Marmorkirken er hele sagen et »grotesk eksempel på magtfordrejning og kasketforvirring« fra kommunens side.

»Vi har konsekvent sagt, at vi ufortrødent vil følge denne meget alvorlige og meget principielle sag til dørs rent juridisk i forhold til, hvad Københavns Kommune selv kalder for danmarkshistoriens mest støjende anlægsbyggeri, hvor politikerne har taget beslutningerne helt hen over hovedet på borgerne. Vi hilser afgørelsen velkommen, der er en fuldstændig underkendelse af kommunen i dette spørgsmål,« skriver talskvinde for Beboerforeningen omkring Marmorkirken, Maya Glem, i en pressemeddelelse.

Metroselskabet skal nu indstille arbejdet ved Marmorkirken klokken 18.

Dagens Gossip

Dagens TV