Beundrer af dansk velfærd stiller op mod Hillary Clinton

Skrevet af admin

29/04/2015

Dagens topnyheder

Hillary Clinton får nu konkurrence i kampen om at bliver Demokraternes kandidat ved næste års præsidentvalg i USA.

Den 73-årige Bernie Sanders, der er uafhængig senator fra Vermont, vil torsdag annoncere, at han går efter at vinde Demokraternes nominering. Det oplyser Vermont Public Radio, der citerer flere anonyme kilder.

Selv har Sanders, der er tidligere borgmester i Vermonts største by, Burlington, ikke sagt noget. Men han har tidligere luftet tanken i flere omgange.

Efter at storfavoritten Hillary Clinton annoncerede sit kandidatur tidligere på måneden, har det været småt med nye kandidater. De er muligvis blevet skræmt væk, fordi Clinton i målingerne ligger 40-50 procentpoint foran andre potentielle kandidater.

Foruden Sanders har Marylands tidligere guvernør Martin O'Malley vist interesse for at opstille, mens senator Elizabeth Warren hidtil har afvist opfordringer fra Demokraternes venstrefløj om at gå efter Det Hvide Hus.

Bernie Sanders er Kongressens eneste selverklærede socialist, og han har ved flere lejligheder sagt, at USA bør tage ved lære af den nordiske velfærdsmodel.

- USA er i størrelse, kultur og befolkningssammensætning et meget anderledes land end Danmark. Kan vi på trods af det tage ved lære af Danmark? Det kan du tro, vi kan, skrev han i 2013 i et indlæg på Huffington Post.

Selv om Sanders ikke er tilknyttet Demokraterne, arbejder han i det daglige sammen med partiet i Kongressen, og han stemmer også med dem i Senatet.

Ved at stille op ønsker han at presse Clinton til at gå ind for en strengere regulering af Wall Street og et mere robust social sikkerhedsnet, og han kræver, at hun går imod frihandelsaftalen TPP mellem flere stillehavsnationer.

Sanders mener, at TPP vil betyde et stort tab af amerikanske arbejdspladser.

/ritzau/Reuters