Bevæbnede afghanere dræber nødhjælpsgruppe

En gruppe mænd fra Taliban skød og dræbte onsdag syv lokale nødhjælpsarbejdere fra den franske gruppe Acted i det nordlige Afghanistan, oplyser regeringskilder.

De syv mænd blev trukket ned fra deres bil i Pashtun Kot distriktet i Faryab provinsen, der grænser op til Turkmenistan, inden de blev skudt ned og dræbt, siger politichefen i området, Nabi Mullahkhail.

Nødhjælpsarbejderne var tilknyttet et projekt, hvor analfabeter i regionen skulle lære at læse og skrive.

Taliban har optrappet angreb mod personer, der arbejder for staten, forud for præsidentvalget i april og forud for tilbagetrækningen af udenlandske kampstyrker næste år.

- De var på vej ud for at fortsætte læseprojektet, da Taliban stoppede deres bil og dræbte dem, siger politichefen.

Den optrappede vold fra Taliban forstærker usikkerheden i landet, hvor den afghanske præsident, Hamid Karzai, afviser at underskrive en sikkerhedspagt med USA.

Et afghansk klanråd, der kendes som loya jirga, vil have præsidenten til at underskrive aftalen inden nytår, men han siger nej, så længe der ikke er fred i landet.

- Fred er vores forhåndsbetingelse. Amerika skal bringe os fred, og så vil vi underskrive, har Karzai fastslået.

Han har i de foregående uger sagt, at der først skal afholdes et frit og retfærdigt valg i Afghanistan, før en sikkerhedspagt kan underskrives.

Uden en underskrift fra Karzai vil USA ikke have andet valg end at begynde planlægningen af en fremtid efter 2014, hvor der ikke vil være amerikanske soldater eller Nato-soldater i Afghanistan, siger talsmænd for Obama-administrationen.

En amerikansk exit fra Afghanistan kan få andre til at følge efter og få donorer til at indstille deres hjælp til landet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV