Bevæbnede drenge anholdt 14 minutter efter røveri

Skrevet af admin

22/12/2014

Dagens topnyheder

Det tog ikke politiet mange minutter at få fingrene i to fynske drenge, som mandag aften begik et røveri mod en Aldi på Odensevej i Odense.

Klokken 18.21 trådte de mistænkte drenge, der er 14 og 17 år, ind i butikken. Bevæbnet med et baseballbat og en kniv truede de personalet til at udlevere et ukendt kontantbeløb. Derefter tog de flugten.

Men friheden varede ikke længe. 14 minutter senere, i nærheden af butikken, stod de pludselig over for betjente fra Fyns Politi, som på baggrund af "friske spor" kunne anholde dem.

Det er nu op til anklagemyndigheden at beslutte, om den 17-årige skal fremstilles i grundlovsforhør. Den 14-årige vil blive overdraget til de sociale myndigheder.

Også i København er der mandag blevet begået et røveri.

Det skete klokken 17.26 i en 7-Eleven på Vesterbrogade 2a, da en knivbevæbnet mand troppede op og truede sig til "et mindre kontantbeløb".

Det er fortsat sparsomt med informationer i sagen, oplyser Københavns Politi mandag aften.

Gerningsmanden beskrives som arabisk af udseende og 170 centimeter høj. Under røveriet talte han dansk.

Han havde en sort jakke, grønne bukser og sorte sko på, og han bar et blåt tørklæde for underansigtet.

Personer med oplysninger i sagen kan kontakte Københavns Politi på telefonnummer 114.

/ritzau/