Bevæbnede mænd dræber mindst 120 i Paris

Mindst 120 har ifølge franske efterforskningskilder mistet livet under dramatiske timer fredag aften og først på natten i den franske hovedstad, Paris. Det oplyser AFP.

Ifølge en embedsmand ved bystyret kan dødstallet være helt oppe på 140, skriver Reuters.

Alle borgere i Paris er af de lokale myndigheder blevet opfordret til at holde sig inden døre oven på rækken af skyderier og eksplosioner i den franske hovedstad, oplyser BBC.

Angrebene har fået præsident François Hollande til at lukke landets grænser og erklære hele Frankrig i undtagelsestilstand.

Hovedparten af de dræbte befandt sig i koncertsalen Bataclan, hvor de blev holdt som gidsler. Omkring 100 mistede ifølge flere medier livet der. De øvrige ofre meldes dræbt ved angreb rettet mod adskillige steder i og omkring den franske hovedstad, herunder mod restauranter.

Mindst tre blev ifølge AFP's politikilder dræbt i forbindelse med eksplosioner nær Stade de France, hvor Frankrig og Tyskland spillede venskabskamp under overværelse af blandt andre præsident François Hollande.

Præsident François Hollande og indenrigsminister Bernard Cazeneuve var til stede under kampen, men forlod ifølge flere medier stadion med kurs mod Indenrigsministeriet.

En journalist fra BBC, der var til stede på stadion, melder, at han kunne se ti personer der lå på gaden og var enten døde eller alvorligt såret.

Den britiske avis The Guardian har talt med et øjenvidne, der sammen med sin kone befandt sig i en bar, da den blev beskudt.

Vidnet, Ben Grant, siger til avisen:

- Der er masser af døde. Det er virkelig rædselsfuldt.

- Jeg var bagest i baren. Jeg kunne ikke se noget. Jeg hørte skud blive affyret. Folk faldt til jorden. Vi trak et bord over vores hoveder for at beskytte os.

Angrebene på Paris kommer ti måneder efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo, hvor 12 blev skudt og dræbt, mens fem blev dræbt i og omkring Paris i de efterfølgende dage.

Koncertsalen, der var centrum for fredagens dramatiske begivenheder, ligger blot få hundrede meter fra det sted, hvor Charlie Hebdo havde redaktionslokaler under angrebet i februar.

Ifølge AFP stormede politiet koncertsalen godt en halv time efter midnat, hvorefter der hørtes flere eksplosioner.

Et vidne inde i koncertsalen Bataclan beskrev ifølge AFP en regulær massakre.

- Jeg så 20 til 25 kroppe på gulvet, og folk var meget alvorligt såret af skudsår, fortalte Julien Pierce til radiostationen Europe 1, ifølge Reuters.

Han beskriver situationen som et "blodbad".

Ifølge tv-stationen BFM TV begyndte gidselstagningen en time inde i en koncert med det amerikanske rockband Eagles of Death Metal.

To personer kom ind i salen og begyndte at skyde op i luften.

/ritzau/

Dagens Gossip