Bevæbnede mænd dræber ti mennesker i mexicansk ølhal

Skrevet af admin

20/06/2015

Dagens topnyheder

Bevæbnet med skydevåben stormede adskillige mænd fredag ind i en ølhal i Mexico og dræbte ti mennesker.

Efterfølgende klædte de ofrene af, så de lå helt eller delvist nøgne tilbage, skriver flere internationale medier.

Massakren, der fandt sted ved højlys dag, skete i Garcia, en forstad til byen Monterrey, oplyser myndighederne.

- Syv personer døde på stedet, og yderligere tre døde efterfølgende af deres kvæstelser på et hospital, siger Jorge Domene, sikkerhedstalsmand for den nordlige delstat Nuevo Leon, hvor Monterrey ligger, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge statsanklager Javier Flores ankom flere bevæbnede mænd ankom til ølhallen i to biler og åbnede ild omkring klokken 15 lokal tid. Stedet er et øldistributionscenter, og de dræbte var angiveligt ansatte på stedet.

Motivet til massakren ligger umiddelbart ikke fast, men ifølge Javier Flores fandt politiet syv kilo marihuana samt håndvåben på gerningsstedet, der tidligere har været ramme om sammenstød mellem personer involveret i handel med narko.

- Indtil videre viser den indledende undersøgelse, at der er tale om et opgør mellem personer med relation til organiseret kriminalitet, siger Flores ved en pressekonference ifølge CNN Mexico.

Han giver dog ingen oplysninger om identiteten på de dræbte.

Garcia er ligeledes hjemby for Jaime "El Bronco" Rodriguez. Han er tidligere borgmester og blev 7. juni valgt som uafhængig kandidat ved guvernørvalget.

Rodriguez er kendt for i sin tid som borgmester fra 2009 til 2012 at have slået hårdt ned på det voldelige narkokartel Zeta.

Ifølge Jaime Rodriguez selv har han overlevet to attentatforsøg, mens han sad som borgmester, og hans datter blev kidnappet som toårig - hun kom dog hjem igen efter kort tid.

Omar Trevino, der menes at være Zetas leder, blev anholdt i marts i en anden Monterrey-forstad.

Zeta-kartellet beskyldes blandt andet for at stå bag et angreb for nogle år siden mod et kasino i Monterrey i 2010, hvor 52 mennesker blev dræbt.

Mexicos nordlige grænsestater er kendt for at være ramme om smuglerruter, hvor ulovlige stoffer bliver ført over grænsen til USA.

Staterne fører en blodig krig mod narkokartellerne, hvilket ifølge AFP har kostet 80.000 mennesker livet siden 2006.

/ritzau/