Bevæbnede mænd udfører massakrer i fire landsbyer

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

Tidligt tirsdag morgen, før solen var stået op, angreb bevæbnede mænd i fire nigerianske landsbyer i en massakre, der har kostet mindst 37 mennesker livet.

- Cirka klokken to udførte ukendte mænd et angreb, siger militærets talsmand Salisu Mustapha.

- De angribende har dræbt 13 personer i Katu Kapang, otte i Daron, ni i Tul og syv andre personer i Rawuru.

De fire landsbyer er del af provinsen Plateau, der ligger på grænsen mellem landets sydlige del, der er domineret af kristne, og den nordlige del, hvor der er flest muslimer.

Området er kendt for sekteriske kampe, og muslimske hyrder har tidligere fået skyld for en række angreb på kristne bønder.

Muslimerne i Fulanifolket beskylder de kristne politikere i Berom-folket, som kontrollerer provinsen, for at undertrykke hyrdernes rettigheder ved at nægte dem adgang til græsningsområder.

Det er ikke afklaret, hvem der har udført angrebet natten til tirsdag.

Den islamistiske gruppe Boko Haram har tidligere angrebet i provinsen, men der er ikke umiddelbart efterretninger om, at den forbudte gruppe står bag.

Ifølge militærets talsmand "flygtede de bevæbnede mænd, da soldaterne ankom".

/ritzau/AFP