Bevæbnede røvere efterlyst efter kasino-kup

Østjyllands Politi søger nu vidner, der har set mændene i aktion eller i nærheden af kasinoet på Store Torv.

Den ene røver beskrives som cirka 180 centimeter høj, slank til almindelig af bygning. Han var iført mørkt tøj, muligvis i armygrøn farve og mørke, ensfarvede joggingbukser. Han bar en sort maske med huller til øjne og mund og var bevæbnet med et cirka 50-70 centimer langt våben. Skæftet var lysebrunt.

Hans medgerningsmand var lidt lavere og ligeledes iført mørkt tøj. Han medbragte en sort affaldssæk, der ifølge vidnernes beskrivelse passer til et udendørs affaldsstativ.

De to mænd kom ind på kasinoet klokken 01.50, hvor den ene truede de tilstedeværende i receptionen, mens den anden fik udleveret pengene, som blev lagt i affaldsposen.

Efter røveriet flygtede gerningsmændene ad Rosensgade og videre ad Mejlgade i retning mod Nørreport. Det vides endnu ikke, om de har brugt et køretøj under flugten.

Røveriet bliver diskuteret ivrigt på pokernet.dk, hvor en af forummets brugere, Valuehunters-2, giver en øjenvidneberetning fra episoden. Han fortæller ifølge bt.dk, at en forklædt mand stormede ind på kasinoet med en »kæmpe gun« i hånden. De besøgende smed sig derfor på gulvet i frygt for at miste deres liv.

»De kom løbende ind, lød lidt som en asiat enten var mega drunk, eller havde vundet stort. Så kiggede alle op et par gange, og ind kom der en mand løbende med seriøs stor gun, som råbte »giv mig pengene, kom med pengene«. Så fløj alle under bordet og prøvede og ligge sig, så hvis han skød, at man ikke blev ramt. Og ellers håbede man, han ikke kom ned til os. Og så forsvandt han, og så var der en del panik efter,« skriver Valuehunters-2 ifølge bt.dk på siden.

Som nævnt ved Østjyllands Politi endnu ikke, hvad udbyttet af røveriet er, men ifølge Valuehunters-2 slap de to mænd væk med 200.000 kroner.

Har man oplysninger, der kan hjælpe politiet med at opklare røveriet, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114. Alternativt kan man ringe direkte til lederen af efterforskningsafdelingen for personfarlig kriminalitet, fungerende vicepolitiinspektør Claus Danø, på 22691083.

Dagens Gossip

Dagens TV