Beverly Hills-ikon taler ud om brystkræft

Skrevet af admin

19/02/2016

Dagens topnyheder

I august sidste år stod Shannen Doherty frem og fortalte, hun var ramt af brystkræft.

Den 44-årige skuespillerinde, der er kendt for rollen som Brenda Walsh i 90'er kultserien "Beverly Hills 90210", kæmper stadig mod den frygtelige sygdom.

- Det, jeg bekymrede mig mest om, var min omgangskreds. Jeg ville sørge for, at de var okay med det hele, og det har været den sværeste del for mig, fortalte Doherty grædende til "The Dr. Oz Show" ifølge mediet Entertainment Weekly.

Da 90'er-stjernen fortalte om diagnosen sidste år, langede hun samtidig hårdt ud efter sit tidligere management, som ifølge skuespillerinden ikke havde betalt hendes sundhedsforsikring. Og derved tog hun ikke til lægen med det samme, da hun opdagede knuden i brystet.

- Du har ingen idé om, hvad det kunne have betydet at tage til lægen i tide. Det vigtigste er at opdage det i tide, sagde Doherty, der ikke kun kæmper for sin helbredelse, men også for kærligheden og karrieren.

- Jeg er 44 år gammel, og min mand og jeg vil gerne have børn, men behandlingen sætter en stopper for det. Samtidig tror folk også, at jeg er så syg, at jeg ikke kan arbejde, fortalte hun.

- Selvfølgelig skal jeg have tid til at komme mig, men lige nu gør medicinen, at jeg tager på i vægt. Det påvirker en karriere som min, som ikke kun er baseret på talent, men også på overfladiske ting, sagde den grådkvalte tv-stjerne.

Skuespillerinden er i øjeblikket i medicinsk behandling for at mindske knuden, mens hun og lægerne har endnu ikke besluttet den videre behandling, der kan ende med, at brystet skal fjernes.

- I sidste ende er det bare bryster. De er mine, og jeg elsker dem, men jeg vil hellere forblive i live og blive gammel med min mand, sagde hun om fotografen Kurt Iswarienko, som hun giftede sig med i 2011.

Doherty og hendes læger beslutter snart det videre behandlingsforløb, og trods diagnosen arbejder skuespillerinden stadig på flere filmprojekter.

/ritzau/FOKUS