Beverly Hills-stjernes mand skal på afvænning

Tori Spelling kommer ikke til at se sin mand ligeså ofte, som hun plejer i den kommende tid. Skuespilleren Dean McDermott har nemlig oplyst, at han frivilligt lader sig indlægge på afvænning på grund af helbredet og personlige problemer. Det skriver Female First.

Den 47-årige skuespiller har valgt ikke at komme nærmere ind på årsagen til indlæggelsen.

- Jeg er virkelig ked af de fejl, jeg har begået, og den smerte jeg har påført min familie. Jeg tager fuldt ansvar for mine handlinger og har frivilligt ladt mig indlægge på et behandlingscenter på grund af helbredsmæssige og personlige problemer, skriver McDermott i en pressemeddelelse ifølge Female First.

Tori Spelling har endnu ikke kommenteret indlæggelsen og har forholdt sig tavs i forhold til mediernes spekulationer om hendes mands utroskab. Noget tyder i hvert fald på, at Dean McDermott er villig til at arbejde på sine problemer for at holde sammen på familien.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg kan få hjælp, så jeg kan blive den mand og far, som min familie fortjener, skriver skuespilleren i pressemeddelelsen.

Tori Spelling og Dean McDermott blev gift i 2006 og har sammen medvirket i reality-serierne "Tori & Dean: Inn Love" og "Tori & Dean: Home Sweet Hollywood".

Newspaq

Dagens Gossip

Dagens TV