Beyoncés lillesøster spiller i Store Vaga

Skrevet af Ann Katrine Warren

18/03/2013

Dagens topnyheder

Solange Knowles trådte frem bag sin storesøsters skygge, da hun i efteråret udsendte den alternative r'n'b-single ’Losing You’. Sangen optrådte på utallige ’årets bedste’-lister sidste år og er siden blevet spillet næsten 1.000 gange på DRs radiokanaler. Og til august gæster Beyoncés lillesøster København.

Der er dog stor forskel på de to søstres vej til toppen af hitlisterne.  Solange, som er enlig mor, etablerede sig i Brooklyn og fandt sit hjemsted i den mere alternative del af musikverdenen.

'Losing You’ og EP’en True blev sidste år udgivet på Terrible Records, der drives af Chris Taylor fra indierock-bandet Grizzly Bear, og musikken er skrevet og produceret i fællesskab med den unge britiske producer Devonté Hynes, bedre kendt som Blood Orange.

Solange er nu klar til for alvor at sprede sine vinger, og 2013 bliver uden tvivl hendes helt store gennembrudsår. Hun spiller på en stribe af de vigtigste europæiske festivaler til sommer, og et nyt album forventes senere på året.

Den 13. august spiller hun til en Soundvenue Session i Store Vega. Billettersalget er startet.