Biden: Det er på tide at tale om ulighederne i retssystemet

Skrevet af admin

09/07/2016

Mest læste i dag

I kølvandet på drabene af fem politibetjente under en racerelateret demonstration i Dallas, Texas, roser den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, de dræbte betjente.

Samtidig opfordrer han i en tale lørdag amerikanerne til at samle sig imod uligheder i USA's retssystem.

Opfordringen kommer efter et døgn med demonstrationer i flere amerikanske byer efter drabene på de to sorte mænd Alton Sterling og Philando Castile tidligere på ugen.

De to mænd blev dræbt af politiet, og videooptagelser af de to separate hændelser er gået viralt.

- Som amerikanere er vi alle kede af disse dødsfald, siger Joe Biden, som taler i stedet for præsident Barack Obama, der er i Europa.

- Det er på tide, at vi siger vores mening og taler om de uretfærdigheder, der foregår i vores retssystem. Det er også på tide, at vi forsvarer vores politi, som beskytter os i samfundet hver eneste dag, fortsætter han.

Vicepræsidenten roser i samme åndedrag de fem dræbte betjente, der trådte til torsdag, fordi de troede, at de kunne hjælpe.

- Når en snigmorders kugler er rettet mod politiet i Dallas, så berører det hele nationens sjæl, siger Joe Biden.

/ritzau/AFP