Biden: Ukraine har ret til at forsvare sig

Skrevet af admin

07/02/2015

Dagens topnyheder

USA ønsker en fredelig løsning på konflikten i Ukraine, sagde den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, da han lørdag talte på den årlige sikkerhedskonference i München.

Men han tilføjede samtidig, at Ukraine har ret til at forsvare sig mod Rusland.

- Præsidenten og jeg er enige om, at vi må gøre alt for at redde liv og løse konflikten på fredelig vis. Som kansler Merkel sagde i dag, er det forsøget værd, sagde Biden.

Den tyske kansler, Angela Merkel, sagde i sin tale ved sikkerhedskonferencen, at hun var usikker på, om hendes og den franske præsident Francois Hollandes samtaler med Ruslands præsident, Vladimir Putin, ville føre til noget - men at "man må vove forsøget".

- Alt for mange gange har Putin lovet fred og leveret kampvogne, soldater og våben, sagde Joe Biden.

Derfor vil USA fortsat yde sikkerhedsstøtte til Ukraine, så landet kan forsvare sig, tilføjede han.

- Lad mig gøre det klart, at vi ikke mener, at der er en militær løsning i Ukraine. Men lad mig sige lige så klart, at vi ikke mener, at Rusland har ret til at gøre, hvad de gør.

- Vi må være beslutsomme i vores støtte til Ukraine. Det betyder ikke kun noget i Europa, men over hele verden, sagde Biden.

/ritzau/Reuters