Biden viste glimt af sig selv i mulig valgkamp

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, gav mandag et kort glimt af, hvordan han vil føre valgkamp, hvis han skulle beslutte sig for at stille op ved USA's præsidentvalg næste år.

Der har i måneder været fremsat mange spekulationer om, hvorvidt den 72-årige Biden vil stille op i en valgkamp, som i hans demokratiske parti er domineret af Hillary Clinton, tidligere udenrigsminister og tidligere førstedame.

I en tale ved et stort fagforeningsarrangement, i Pittsburgh, markerede Biden Arbejdernes Dag i USA med opfordringer til lønudjævning, og han gav et indtryk af den stil, som han vil anlægge, hvis han går ind i valgkampen.

Han sagde for få dage siden, at han ikke er sikker på, at han den følelsesmæssige energi, der skal til en lang valgkampagne.

Selv om Biden ikke er officiel kandidat er han gået frem i meningsmålinger viste en NBC News/Marist måling i weekenden.

Biden har bebudet, at han sidst på sommeren vil meddele, om han stiller op.

Hvis det sker, ventes han at kunne tiltrække en del af Clintons støtter og blive hendes største konkurrent ved primærvalgene, der begynder i Iowa og New Hampshire i februar.

Han er som politisk veteran bredt respekteret blandt vælgerne, og hans personlige historie er velkendt.

I 1972, da Biden netop var blevet valgt ind i Kongressen, mistede han sin første kone og sin datter i en bilulykke. Hans to sønner, Beau og Hunter, som var tre og to år gamle på det tidspunkt, blev kvæstet, men overlevede ulykken.

I juni i år strømmede det ind med sympatitilkendegivelser til Biden fra hele USA, efter at han mistede sønnen Beau, der døde af hjernekræft i hjernen i en alder af 46.

Obamas stemme rystede af bevægelse, da han holdt en mindetale i Wilmington i delstaten Delaware om den populære søn og politiker, hvis død blev massivt dækket i den amerikanske presse.

Ifølge The New York Times skal Joe Biden angiveligt have lovet sin afdøde søn, at han ville gå efter at blive USA's præsident.

Både i 1988 og i 2008 var Biden præsidentkandidat, men han trak sig begge gange hurtigt ud.

/ritzau/Reuters