Bidsk Suarez reddede Liverpool dybt inde i overtiden

I søndagens kamp var det Liverpool, der begyndte bedst, men det var Chelsea, som kom foran efter 26 minutters spil, da Oscar steg til vejrs efter et hjørnespark, hvorefter brasilianeren pandede bolden ind bag en chanceløs Pepe Reina i Liverpools mål.

Kort efter havde samme Reina nær fumlet en frisparksbold over linjen, men 0-1 holdt til pausen.

I anden halvleg blev det 1-1 efter syv minutters spil efter et flot Liverpool-angreb. Jose Enrique fandt Stewart Downing, som lagde bolden tilbage til Luis Suarez, som fandt Daniel Sturridge imellem to forsvarere, og den tidligere Chelsea-spiller helflugtede bolden i mål med en lang tå.

Men fem minutter efter dummede Premier League-topscorer Suarez sig i den anden ende, da han tog hånden til hjælp på et indlæg. Dommeren fløjtede for straffespark, som Eden Hazard sikkert scorede på.

Det lignede en afgørelse, men dybt, dybt inde i overtiden sørgede Luis Suarez for 2-2 på et hovedstødsmål. Med til historien hører dog, at sydamerikaneren på dette tidspunkt slet ikke burde have været på banen, da han tidligere i anden halvleg havde bidt Chelseas Branislav Ivanovic i armen.

SE OGSÅ: Her bider Luis Suarez igen

Det så dommeren dog ikke, og kampens uafgjorte resultat betyder, at Arsenal forbliver på tredjepladsen efter sejren over Fulham lørdag. Tredjepladsen giver direkte adgang til Champions League, mens fjerdepladsen betyder kvalifikationskampe. Den plads indehaves nu af Chelsea, men de har ligesom nummer fem, Tottenham Hotspur, en kamp i hånden i forhold til Arsenal.

Liverpool ligger på syvendepladsen. 

Dagens Gossip