Bieber truer vennerne: Millionbøde for tweets

Normalt forventer man ikke at blive truet med en bøde i millionklassen for at logge på Facebook eller Twitter. Slet ikke i forbindelse med en invitation til en fest.

Det var ikke desto mindre, hvad 19-årige Justin Bieber gjorde, da han i fredags holdt vild fest for cirka 100 venner. Invitationen kom nemlig med den betingelse, at gæsterne ikke måtte logge på sociale medier fra deres mobiltelefon under festen, ligesom de hverken måtte fortælle om festen eller dele billeder fra den, skriver TMZ.

Teenagestjernen forlangte, at vennerne skrev under på at hoste op med tre millioner dollars eller cirka 23 millioner danske kroner direkte til ham, hvis de brød reglerne og formastede sig til at tweete i løbet af aftenens festligheder.

Mens vennerne fik mundkurv på, var popdrengen selv knap så diskret.

Hans orgie var så belastende for naboerne at lægge øre til, at de til sidst tilkaldte politiet, og dagen efter var Bieber mere end villig til at plapre løs om den løsslupne fest til en videopaparazzi.

- Det var vildt. Det var noget fedt Gatsby-shit, mand! lød den unge sangers beskrivelse af festen med hentydning til en scene i filmen "The Great Gatsby".

Justin Biebers tophemmelige, men larmende fest fandt sted i hans store villa i Californien.

Newspaq

Dagens Gossip