Bil bryder i brand i voldsom motorvejsulykke: To døde

To personer er tidligt søndag morgen omkommet i en trafikulykke på Vestmotorvejen øst for afkørslen til Vemmedrup nær Køge, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

De første meldinger går på, at en bil - muligvis i for høj fart - er kørt op bag i en anden bil, der brød i brand.

I den påkørte bil, en Peugeot, var der tilsyneladende tre personer.

- Den ene fik reddet sig ud, men de to andre kom ikke ud, inden bilen brændte, siger vagtchef Allan Kronvold, Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet har en formodning om, at de tre personer i Peugeot'en var arbejdskolleger, der var på vej på arbejde i hovedstadsområdet. Foreløbig arbejder politiet på at finde frem til pårørende og få dem underrettet.

Føreren af den bageste bil, der er en BMW, skulle ikke være kommet alvorligt til skade.

Ulykken skete omkring klokken 5 søndag morgen i østgående retning på motorvejen.

/ritzau/

Dagens Gossip