Bil og lastbil tørner sammen: En mand dræbt

En mand mistede mandag aften livet, da han i en bil tørnede sammen med en lastbil, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden er endnu ikke identificeret.

- Vi har ud fra registreringsnummeret på bilen en idé om, hvem den dræbte er, men der er tale om en meget voldsom ulykke, og personen er ikke umiddelbart identificerbar, siger vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete kort efter klokken 20.30, og en bilinspektør arbejder mandag aften på stedet for at undersøge ulykkesstedet og årsagen til ulykken.

- Vi har endnu ikke klarlagt omstændighederne, men vi ved, at personbilen er på vej sydpå, da den pludselig trækker over i den modsatte kørebane og kører direkte ind i en hollandsk tankvogn, der kører i nordlig retning, siger vagtchefen.

Lastbilens chauffør, der var meget chokeret efter ulykken, er ikke kommet fysisk til skade.

Den fatale ulykke skete på Herningvej ved Skautrupvej syd for Tvis, der ligger i nærheden af Holstebro.

- Strækningen, hvor ulykken fandt sted, er fortsat spærret for trafik, og vi har en patrulje dernede til at omdirigere trafikken, siger Jens Claumarch klokken 01.15.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip