Bil rammer menneskemængde i USA: To dræbte

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

To mennesker er dræbt og mindst 23 er sårede, efter at en bil har ramt en menneskemængde i den amerikanske by Austin i staten Texas. Det oplyser lokalt politi på Twitter.

Fem til syv af de sårede er i kritisk tilstand, skriver Austin Police på det sociale medie.

- Vi skylder ofrene og deres familier at samle de beviser, vi behøver til at stille dem for en domstol, siger politidirektør i Austin Art Axecedo.

Episoden skete ifølge det amerikanske medie NBC under festivalen South by Southwest bedre kendt som SXSW, der hvert år finder sted i Austin. Festivalen har eksisteret siden 1987 og tiltrækker traditionelt tusindvis af besøgende.

NBC skriver, at føreren af bilen er pågrebet.

Ifølge politiet kørte bilen gennem en barrikade kort efter klokken halv et natten til torsdag lokal tid.

Flere vidner fortæller til amerikanske medier, at de har set en politibil forfølge personbilen. Flugtbilisten ramte ifølge vidner adskillige personer under sin flugt, mens politibilen angiveligt ikke ramte nogen.

Austin Police skriver på Twitter, at det er i færd med at undersøge vidneberetningerne.

SXSW er tre delfestivaler, der er slået sammen til en stor. De tre dele er musik, film og interaktive medier.

/ritzau/