Bil ruller rundt: Føreren gemmer sig for politiet

Skrevet af admin

02/02/2014

Dagens topnyheder

En formodet såret bilist er pist forsvundet, efter at hans bil natten til søndag blev fundet forulykket på Tylstrupvej nær Hjallerup i Nordjylland.

Ved 2.30-tiden fik politiet en anmeldelse om, at der lå en bil, som var rullet rundt. Men da betjentene dukkede op, var bilen tom.

- Vi fandt blodspor i bilen og blev selvfølgelig bekymret. Men føreren var altså ikke på stedet, siger vagtchef Peter Redder fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

En eftersøgning i området bar ikke frugt. Men bilens fører, en 27-årig mand, har senere været i kontakt med politiet.

- Vi har haft telefonisk kontakt med ham, og han har fortalt os om ulykken. Men han vil ikke sige, hvor han er, og han vil ikke tale med os i egen person, siger Peter Redder.

Den 27-årige er ifølge vagtchefen ikke alvorligt skadet, og der er tale om en soloulykke.

Politiet ved ikke, hvorfor han ikke vil snakke med dem. Manden er ikke i forvejen kendt af ordensmagten.

- Vi kan kun gisne om, hvorfor han gemmer sig. Det kan være, at han har kørt spirituskørsel, men det ved vi ikke noget om, siger Peter Redder.

/ritzau/