Bilbao afviser 270 millioner kroner fra United

Manchester United vil gerne have den 24-årige spanske midtbanespiller Ander Herrera til Old Trafford.

Men spillerens nuværende klub, Athletic Bilbao, vil ikke slippe ham alt for billigt. Torsdag meddelte baskerne, at et bud på 36 millioner euro, svarende til 270 millioner kroner, er blevet afvist.

- Athletic Bilbao ønsker at meddele, at klubben i denne uge har afvist et bud fra Manchester United på omkring 36 millioner euro for spilleren Ander Herrera, skriver klubben på sin hjemmeside.

Ander Herrera var angiveligt også en ønskespiller for den nu fyrede Manchester United-manager David Moyes i sidste sæson.

Det er ventet, at spanieren bliver Louis van Gaals første køb som United-manager forud for næste sæson.

Athletic Bilbao blev nummer fire i Primera Division i den forgangne sæson og skal dermed spille Champions League-kvalifikation efter sommerferien.

Manchester United sluttede på en skuffende syvendeplads i Premier League, og dermed skal klubben ikke spille europæisk i den kommende sæson.

/ritzau/

Dagens Gossip