Bilbombe dræber mindst 35 under eid-fest i Irak

Skrevet af admin

18/07/2015

Dagens topnyheder

En voldsom bilbombe har fredag dræbt flere end 100 mennesker på et travlt marked i den irakiske by Khan Bani Saad cirka 30 kilometer nord for hovedstaden Bagdad, skriver de internationale nyhedsbureauer.

Bomben eksploderede ifølge nyhedsbureauerne i den overvejende shiamuslimske by forud for eidfesten, som markerer afslutningen af fastemåneden ramadan. Angiveligt er der mange kvinder og børn blandt ofrene.

Der var fra begyndelsen usikkerhed om dødstallet, som nyhedsbureauet AFP på baggrund af nye oplysninger lørdag morgen har opdateret fra 35 til 90. Dertil kommer mindst 17 savnede. Tyske dpa rapporterer om mindst 86 dræbte og 116 sårede.

- Dødstallet er indtil videre 90 martyrer og 120 sårede, og vi savner mellem 17 og 20 personer, siger en højtstående embedsmand i byen Abbas Hadi Saleh til AFP på stedet.

Kort tid efter angrebet har ekstremistgruppen Islamisk Stat ifølge Reuters skrevet på Twitter, at den står bag. Gruppen har tidligere udført lignende angreb i området, selvom dette er et af de mest dødbringende.

Den militante, sunnimuslimske gruppe angiver, at målet var shiamuslimer.

Sunnimuslimer markerer eid fra fredag, mens festlighederne for shiamuslimer først går i gang lørdag, skriver AFP. Markeder er op til festdagene ofte proppet med mennesker, der gør sig klar til store familiesammenkomster.

Flere bygninger kollapsede under angrebet. Bilbomben bestod ifølge en erklæring fra Islamisk Stat af tre ton sprængstof.

FN meddelte tidligere på måneden, at flere end 15.000 civile er blevet dræbt i den væbnede konflikt i Irak fra januar 2014 til april i år.

/ritzau/