Bilbombe eksploderer ved militærbase: Mindst seks dræbt

Skrevet af admin

22/12/2013

Dagens topnyheder

Mindst seks mennesker har mistet livet, og op mod 15 er såret, efter at en bilbombe er eksploderet i det nordlige Libyen.

Eksplosionen fandt sted ved en militærbase nær byen Benghazi. En selvmordsbomber sprængte sig selv i luften i bilen foran basen, der ligger cirka 50 kilometer fra Benghazi.

Angrebet kommer blot få dage efter, at den nyudnævnte chef for militære efterretninger i Benghazi blev snigmyrdet, da han besøgte sin familie i byen Derna.

Benghazi, der i 2011 førte an i opstanden og nedkæmpelsen af Muammar Gaddafis regime, har været hærget af opgør mellem klaner og militser, og radikale islamistiske organisationer har spredt skræk blandt byens beboere.

Sikkerhedssituationen er forværret i Libyens næststørste by de seneste par måneder, hvor angreb mod militæret og politiet sker med jævne mellemrum.

I begyndelsen af december blev en 33-årig amerikansk kemilærer skudt i Benghazi. Drabet fandt sted 15 måneder efter, at USA's ambassadør i Libyen blev slået ihjel under et angreb på det amerikanske konsulat i byen.

/ritzau/Reuters