Bilbombe rammer Hizbollah-højborg i Beirut

En lang række personer meldes desuden såret, og det ventes, at antallet af både dræbte og sårede vil stige i de kommende timer.

Bomben eksploderede tæt på et større bygningskompleks, hvor den libanesiske Hizbollah-bevægelses generalsekretær, Hassan Nasrallah, ofte holder taler, og hvor befolkningstætheden er stor.

Et øjenvidne siger, at mindst fem bygninger i området og mange biler er blevet ødelagt som følge af eksplosionen.

Hizbollahs TV-station, Al Manar, viser desuden billeder af brændende biler og rystede beboere, der forsøger at komme væk fra området.

Det er sket flere gange inden for de seneste måneder, at eksplosioner ryster det sydlige Beirut, hvor Hizbollah står stærkt. I juli dræbte en bilbombe mindst syv personer og sårede 54, mens to raketter ramte området i maj uden at gøre større skade.

Hizbollah er allieret med Syriens præsident, Bashar al-Assad, og har ved flere lejligheder deltaget aktivt i den syriske borgerkrig i kamp mod oprørere side om side med Assads styrker.

Den shiamuslimske organisation er på USAs terrorliste, mens EU for nylig føjede Hizbollahs »militære gren« til sin terrorliste.

Dagens Gossip