Bilbombe sårer flere på den thailandske ferieø Koh Samui

Skrevet af admin

11/04/2015

Mest læste i dag

En bilbombe er eksploderet på den meget populære thailandske ferieø Koh Samui, og syv mennesker er såret, heriblandt en 12-årig italiensk pige, oplyser politiet.

Øen besøges hvert år af tusinder af danskere.

Bomben var pakket ned i en Mazda-varevogn med falske nummerplader.

Den eksploderede sent fredag aften i et parkeringshus ved et butikscenter, hvor mange mennesker befandt sig for at foretage sene indkøb.

- Det er en bilbombe, men vi kan ikke bekræfte hvilken type eksplosivt materiale, de har brugt, siger en talsmand for det nationale politi.

Torben Andersen, der er kommunikationschef for Spies, siger, at ingen af rejseselskabets gæster på Koh Samui har været berørt.

- Spies har 11 gæster på Koh Samui. De har ikke været involveret i gårsdagens eksplosion, siger han.

Højsæsonen for danskere i Thailand sluttede til påske, og Koh Samui er blandt de fem mest populære mål for danskere i Thailand-. Det er især unge danskere, der kommer til øen, oplyser han.

Ifølge politiet blev bombebilen stjålet 31. marts fra Yala, der er en af Thailands tre sydlige provinser med muslimsk flertal. Her har et oprør de seneste 10 år kostet over 6300 mennesker livet.

Men politiet vil ikke sige, om bilbomben har sammenhæng med denne konflikt.

Den italienske pige og seks thailændere blev såret ved eksplosionen, men de kunne alle efter et kort ophold på hospitalet udskrives.

/ritzau/AFP