Bilgigant tilbagekalder 841.000 biler

Japans andenstørste bilproducent, Nissan, tilbagekalder 841.000 kompaktbiler på grund af fejl i styremekanismen.

Det drejer sig om modellerne Micra og Cube, der er produceret i Japan og Storbritannien i perioden 2002 til 2006.

Der er ikke registreret nogen uheld på grund af fejlen, som skyldes, at en bolt i rattet ikke er spændt godt nok.

I værste fald betyder det, at rattet holder op med at fungere, oplyser selskabet.

En udbedring af fejlen vil tage under en time og drejer sig om at skrue bolten bedre fast eller udskifte rattet.

- Vi vil ordne problemet uden beregning i overensstemmelse med reglerne i det enkelte land, siger en talsmand for Nissan.

/ritzau/ AFP

Dagens Gossip