Bilist stoppet med promille på 4,52

Bilisten, der blev stoppet af ordensmagten omkring klokken 17.00 i den sydvestlige del af Odense fredag, havde nemlig så høj en promille, at hans liv var i fare, og derfor blev han i al hast fragtet til Odense Universitetshospital, hvor han bliver behandlet. Det fortæller vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi til bt.dk.

»Hans promille var på 4,52, og det er altså vanvittigt højt. Han var meget fuld, og når promillen er så høj, er det farligt. Det er ikke en mand, vi lader ligge i detentionen for at sove den ud. Han skal indlægges,« fortæller Hans Frederiksen, som tilføjer:

»Jeg ved, at han er indlagt endnu, men hvordan hans tilstand er, ved jeg ikke«.

Den 54-årige blev først taget med på stationen, og det var her, at personalet og den tilkaldte læge konstaterede, at blodprøven viste, at manden havde den faretruende høje promille.

Normalt vil man gå i koma, når promillen ligger så højt, men denne mand var - omend noget fuld - stadig ved bevidsthed, skriver bt.dk.

Der venter nu manden en sigtelse for spritkørsel. Han er ifølge bt.dk ikke tidligere kendt af politiet.

BNB

Dagens Gossip

Dagens TV