Bill Cosbys kone trækkes ind i retssag

Skrevet af admin

20/12/2015

Mest læste i dag

Ægteskabet kan være hårdt, men for den anklagede Bill Cosbys kone virker det decideret urimeligt.

Hun risikerer nu at blive trukket ind i den skandaleramte komikers seneste retssag, hvor han anklager syv kvinder for bagvaskelse, fordi de har beskyldt ham for at begå sexovergreb mod dem.

Advokaten for de syv kvinder har nu indkaldt Cosbys kone gennem 51 år, Camille Cosby, til retssagen i Springfield i den amerikanske delstat Massachusetts. Det skriver CNN.

Bill Cosbys advokater protesterer dog voldsomt mod kravet, om at hun skal vidne, fordi de mener, at parrets samtaler er private.

- Information, som var en del af fortrolig kommunikation mellem fru Cosby og den anklagede, er beskyttet af Massachusetts lov om, at ægtefæller ikke skal vidne i sager mod hinanden, siger Bill Cosbys advokat ifølge CNN.

De syv kvinder begrunder vidneindkaldelsen med, at Camille Cosby har fungeret som komikerens manager, mens Cosbys advokater beskylder dem for at indkalde hende for at udsætte hende for ydmygelse.

Bill Cosbys søgsmål mod kvinderne var et modsvar på deres anklager om seksuelle krænkelser.

Den før så folkekære skuespiller hævder, at kvinderne er ude på at ødelægge hans omdømme og at afspore planerne for den familiekomedie, han havde i støbeskeen med tv-kanalen NBC.

/ritzau/FOKUS