Bille beklager 'uacceptabel opførsel'

Nicki Bille har fået en skriftlig advarsel af sin klub Rosenborg, efter han natten til fredag blev arresteret efter en våd bytur i Trondheim.

- Jeg tager det fulde ansvar for det, der skete. Jeg var fuld, og jeg beklager meget. Både overfor klubben, spillerne, politiet, supporterne og alle, som har været involveret. Det er en fuldstændig uacceptabel opførsel fra min side, og det skal ikke ske igen. Det lover jeg, siger Nicki Bille ifølge adressa.no.

Nicki Bille blev anholdt udenfor stedet Three Lions, hvor landsholdsspilleren fejrede en sejr over Haugesund i pokalsemifinalen. Her opførte Bille sig voldeligt og ifølge politirapporten smadrede han et glas, spyttede på en ansat og slog ud efter folk. Derfor anholdte politiet Bille, som tilbragte natten i detentionen, hvorefter han blev løsladt igen fredag morgen. Nicki Bille bekræfter politiets beskrivelse af forløbet.

Nicki Billes brandert koster ham nu en skriftlig advarsel fra Rosenborg. Det forklarer Per Joar Hansen, der er sportslig leder i klubben, til tv2.no.

- Uanset tidspunktet kommer dette ubelejligt, og det er en hændelse, som vi tager alvorligt. Vores værdigrundlag er vældig klart, og vi har klare handlingsregler. Dette er et klart brud på, hvad klubben ønsker at stå for. Derfor har Nicki Bille fået en skriftlig advarsel, som fortæller, hvad der sker, hvis noget lignende sker igen. Det er vældig alvorligt at få sådan en skriftlig advarsel, siger Hoftun til tv2.no.

Den daglige leder i rosenborg, Tove Moe Dyrhaug, beklager også den danske angribers opførsel.

- Nicki vil blive fulgt op på internt i klubben. Vi vil på det stærkeste beklage det, som er sket, men samtidig med, at vi må straffe spilleren, må vi også hjælpe ham, siger den daglige leder Tove Moe Dyrhaug til tv2.no.

Det er endnu uvist, om Nicki Billes våde bytur får sportslige konsekvenser. I første omgang er det derfor endnu ikke afgjort, om Bille er en del af den Rosenborg-trup, der på søndag møder Sarpsborg i Tippeligaen, som Rosenborg fører.

- Når det gælder sportslige konsekvenser, må vi efter en lang dag få samlet trådene og diskuteret, hvad der sker frem mod kampen på søndag, men det siger sig selv, at det er alvorligt, når en af vores spillere bliver arresteret af politiet, siger træner Per Joar Hansen til tv2.no.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip