Bille-trøjer går som varmt brød i Norge

Nicki Bille Nielsen har taget Norge med storm. Den 25-årige danske angriber med den glade og ligefremme stil er uden sammenligning den mest populære spiller blandt fansene i sin nuværende klub, Rosenborg.

Det ses på fordelingen af salget af fantrøjer i klubben. Ifølge norsk TVs hjemmeside nrk.no har 80 procent af alle Rosenborg-trøjer, der er blevet solgt i år, nummer ni på ryggen. Nicki Billes rygnummer.

Eller sagt på en anden måde. Hver gang, den norske klub sælger fem trøjer, er de fire Bille-trøjer.

Populariteten hænger utvivlsomt sammen med, at danskeren er holdets topscorer. Fem mål er det blevet til i ligaen indtil nu. Men også danskerens imødekommenhed tiltaler de norske fans. Således blev Nicki Bille stående på banen længe efter kampen var slut, da Rosenborg for nylig spillede pokalkamp mod Levanger på udebane.

- Det er sjovt at glæde andre, og det er sjovt at se så mange glade mennesker, sagde Nicki Bille ifølge nrk.no, efter han havde skrevet et utal af autografer og ladet sig fotografere igen og igen på stadion i Levanger.

- Han er en holdspiller. Han flirter med alt og alle. Han elsker det bare, men så længe han leverer på banen, er det fint, siger hans holdkammerat Tarik Elyounoussi.

Nicki Bille har skrevet en fireårig kontrakt med den norske storklub, og nu har han også købt bolig tæt på Trondhjem-klubben.

– Jeg har købt mig en lejlighed i et rækkehus. Det er vigtigt at få sit eget hjem. De sidste år har jeg levet i midlertidige boliger, men nu skal det blive godt at få sit eget, siger angriberen.

Dagens Gossip