Billed-Bladet er for første gang Danmarks mest læste ugeblad

Se og Hør mistede i de første seks måneder af året 110.000 læsere, når man sammenligner med samme periode 2012. Det svarer til en tilbagegang på 18 procent, og ugebladet har i dag 521.000 læsere. Danmarks nye mest læste ugeblad, Billed-Bladet, gik også tilbage i første halvår i år, men kun med seks procent, og ugebladet havde gennemsnitligt 566.000 læsere.

Se og Hørs faldende læsertal illustrerer ikke nødvendigvis en faldende interesse for sladderstoffet, som er bladets signaturmærke. Ifølge Mediawatch vidner læserflugten snarere om, at den rå sladder og paparazzi-fotograferne har fået konkurrence på nettet og fra de kendtes egne udmeldinger på sociale medier. Samtidig er Se og Hørs hjemmeside også det klart største ugeblad på nettet med knap 300.000 månedlige brugere.

Generelt viser de nye læsertal, at ugebladene fortsætter med at miste læsere, og det gælder næsten alle ugebladene. To blade skiller sig dog ud. Tegneseriebladet Anders And & Co og damebladet Hendes Verden vokser begge, men det skal dog ikke ses som et udtryk for et stigende bladsalg, da oplaget af Hendes Verden faldt med 5,4 procent i samme periode.

Dagens Gossip

Dagens TV