Billeder: AGF overvinder både storm og Esbjerg

Skrevet af admin

28/10/2013

Mest læste i dag

Esbjerg har succes i Europa League, men i Superligaen halter det lidt for tiden. Vestjyderne tabte den tredje ligakamp på stribe, da det blev 0-2 hjemme mod AGF, som kom væk fra bunden.

Et opgør, der grundet det voldsomme stormvejr over Danmark, blev udsat en halv time. Der var fint efterårsvejr på Blue Water Arena, da AGF endelig ankom, og kampen kunne gå i gang.

Ventetiden lullede måske Esbjerg i søvn. Efter kun fem minutter kom AGF foran på lidt af en foræring. Jens Berthel Askou tabte bolden til AGF’s Jesper Lange, der på sin gamle hjemmebane køligt vippede bolden i nettet til 1-0.

AGF stillede op i grønne camouflage-trøjer, og det var måske årsagen til de mange fejlafleveringer af Esbjerg i den første del af kampen.

Hjemmeholdet havde længe svært ved at etablere noget offensivt. Peter Ankersen havde dog et par gode muligheder hos værterne. Han fik et mål underkendt for offside, og kort for pausen ramte han stolpen på et frispark.

I anden halvleg blev kampen mere intens, og Esbjerg kom længere frem på banen. AGF var dog hele tiden farlige, og indskiftede Stephan Petersen var meget tæt på at fordoble gæsternes føring efter forarbejde af Casper Sloth.

Med under 10 minutter tilbage tog Sloth sagen i egen hånd og punkterede kampen. En kontra blev afsluttet med et hårdt og fladt skud, og så stod der 0-2 på tavlen i Esbjerg. Casper Sloth er nu AGF-topscorer med fem mål.

AGF tabte tidligere på sæsonen 1-5 i Esbjerg. Oveni den store oprejsning kunne aarhusianerne også glæde sig over den første sejr i Superligaen siden august.

Med sejren overhaler AGF aftenens modstander og indtager femtepladsen. Der er dog tæt i det store midterfelt i Superligaen. Otte hold er inden for blot tre point.

De to klubber skal i aktion i Superligaen igen på søndag, hvor Esbjerg gæster FC Midtjylland, mens AGF spiller lokalopgør mod Viborg. Esbjerg har i det tætte program dog allerede på torsdag en pokalkamp mod Lyngby.

Se billederne nedenunder...

/ritzau/