Billeder: Haldor Topsøes fødselsdagsarrangementer aflyst

Det drejer sig om en særforestilling i det Kongelige Teater 16. maj, hvor regentparret ville have været til stede. Det samme ville regeringsmedlemmer, medlemmer af Folketinget, en lang række repræsentanter fra det officielle Danmark samt mere end 500 samarbejdspartnere og repræsentanter for erhvervslivet og videnskaben fra både ind- og udland.

Den 17. maj var der planlagt et symposium vedrørende globale, sociale og videnskabelige udfordringer, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), generaldirektør for Verdenshandelsorganisationen Pascal Lamy samt direktøren for Lawrence Berkeley National Laboratory Paul Alivisatos skulle have været hovedtalere.

»Det er med meget stor beklagelse, at vi må aflyse disse arrangementer. Haldor Topsøe havde set meget frem til at deltage i dem og mødes personligt med gæsterne. Vi håber på, at Haldor Topsøe vil være i stand til at deltage i den efterfølgende uges aktiviteter,« udtaler CEO Bjarne S. Clausen fra Haldor Topsøe A/S.

Tirsdag 21. maj er der planlagt reception i virksomhedens hovedkontor i Kongens Lyngby for forretningsforbindelser og venner af huset, mens Haldor Topsøe på selve fødselsdagen fredag 24. maj fejres med en fest i haven ved sin bopæl. Til festen er inviteret 2.000 gæster, nemlig samtlige ansatte i Haldor Topsøe A/S i Danmark og så selvfølgelig hele Topsøe-familien. Til lejligheden er der ved at blive rejst en håndfuld telte, som fordeler sig på 5.000 kvadratmeter.

Haldor Topsøe grundlagde ingeniørvirksomheden, som bærer hans navn, i 1940. Haldor Topsøe A/S er en af verdens førende virksomheder inden for blandt andet procesteknologi, fremstilling af kemiske produkter og miljørigtige energiprocesser.

Dagens Gossip