Billeder: Patienter gik i stå på Hovedbanen

”Hvad fanden laver du?”. ”Du kan sgu da ikke stå midt i det hele, når vi andre skal forbi”. ”Stive idiot”. Udtrykkene kan være mange, men ikke alle lige venlige. Derfor illustrerede fire gadekunstnere i København i går symptomerne ved en sygdom, som er diagnosticeret hos 7.000 danskere, og som de fleste af os tager grueligt fejl af.

En ny Gallup-analyse dokumenterer nemlig, at danskerne ved meget lidt om sygdommen Parkinson og derfor ofte fejlvurderer parkinsonramte, når de møder dem i hverdagen.

- Sammen med Gallup har vi gennemført en analyse af danskernes viden om Parkinson. Og resultatet viser klart, at kun de færreste kender til symptomerne på den sygdom, som vi tror vi ved en hel masse om – og som de fleste af os på en eller anden måde har berøring med. Derfor gennemfører vi netop nu oplysningskampagnen ”Stand Still”, fortæller direktør i Parkinsonforeningen Mette Holst.

7.000 danskere er ramt af Parkinsons sygdom. Og alle vi andre tror, at vi ved, hvad det så betyder. Men størstedelen af os tager fejl, viser analysen fra Gallup.

Mens stort set alle mener at vide, hvad Parkinson er for en sygdom, og hvilke symptomer den medfører, viser analysen, at kun godt 1 ud af 4 forbinder symptomer som balancebesvær og fald, pludselig lammelse, talebesvær, søvnapnø, hallucinationer og meget mere med Parkinson, selv om at de alle kan være symptomer på sygdommen. Og når vi møder parkinsonramte i hverdagen, reagerer vi derefter.

- Mange forbinder Parkinson med gamle mennesker, der ryster. Men sygdommen rammer også yngre mennesker, og det at ryste er kun ét af mange forskellige symptomer, som ikke nødvendigvis rammer alle patienter. Mange oplever eksempelvis besvær med balancen eller fryser fast og kan pludselig ikke bevæge sig, hvis de ikke får hjælp, sige Mette Holst.

Med ”Stand Still”-kampagnen håber foreningen derfor at kunne skabe større opmærksomhed, viden og kendskab til sygdommen.

På Hovedbanen, Nørreport og andre udvalgte steder med meget trafik gav gadekunstnerne forbipasserende en oplevelse af, hvordan en verden i konstant bevægelse kan være svær at begå sig i som parkinsonramt – ikke mindst på grund af omverdenens manglende viden og forståelse.

Dagens Gossip