Billedskolen flytter ind i Nicolai

Det har boblet af aktiviteter i Billedskolen hele sommeren. Med arrangementer som Sommerbilledskoler og DesignSommerCamp har Billedskolen haft et godt tag i børn og unge i Kolding Kommune og udenbys fra.

Nu går billedskoleeleverne i gang med en spritny sæson. Med temaet ”Ord i øjet – visuel poesi” springer eleverne direkte ind i et efterår fyldt med afprøvning af forskellige genrer indenfor billedkunst og design, cartoon og animation.

Børn og unge fra 1. klasse til 8. klasse kommer til at husere i hele Kolding Kommune og ikke længere kun på Trappergården ved Trapholt.

Som noget helt nyt flytter Billedskolen et grundhold for 3.-4. klasse ind på Nicolai for børn som et tilbud for de børn, der har svært ved at få transporten ud af byen til at passe. Ligeledes kan unge fra 6.-8. klasse dyrke deres talent indenfor kunst, design, medier og animation ved at springe på Kunstlaboratoriet eller Klub Cartoon, der også ligger i Nicolai.

Billedskolen fortsætter med de populære hold på Trappergården og med de hold, der sidste år med stor succes blev oprettet i Almind, Lunderskov, Vamdrup, Sdr. Bjert og Vonsild.

- Sidste år startede vi 5 nye billedskolehold op i oplandsbyerne med stor succes. Vi har nu fået en del henvendelser fra forældre som ønsker et hold for 3-4. klasse i city. Når det syder og bobler med gejst og gode ideer, så hjælper vi med at indrette det optimale tilbud til forældre og børn, siger leder af Billedskolen, Kristine Karlshøj.

Der er gratis prøvegange i hele uge 34, så er man nysgerrig efter at se, hvad Billedskolen kan tilbyde, er man mere end velkommen til at dukke op.

Dagens Gossip