Billetløse flygtninge får lov at køre med i Sverige

Skrevet af admin

13/09/2015

Mest læste i dag

Flygtninge, som mangler billetter eller ikke har råd til at betale fuld pris for offentlig transport, får lov til at køre med i Sverige. Det gælder både togselskabet SJ og en række andre offentlige trafikselskaber.

SJ's holdning fremgår af en intern mail, som Aftonbladet er komme i besiddelse af.

Oplysningerne bekræftes også af togselskabet.

- Af humanitære grunde vil vi ikke tvinge hårdt prøvede mennesker ud af togene, hvis de mangler billetter, siger Ronny Hörstrand fra SJ's presseafdeling.

Hörstrand understreger, at beslutningen ikke betyder, at flygtningene slipper for at købe billet, men at kontrollørerne skal behandle dem med forståelse og overvejende skal lade dem køre videre.

SJ har også sat ekstra tog ind mellem Malmø og Stockholm - et ekstratog om morgenen og et ekstratog om aftenen.

Tidligere på ugen besluttede SJ at slække på kravet om gyldig identitetskontrol af mennesker på flugt, hvilket er blevet kritiseret af den finske indenrigsminister, Petteri Orpo, skriver Hovedstadsbladet.

Ministeren skal også have kontaktet de svenske myndigheder i sagen.

- Det er ikke noget, som er nået frem til os, siger Hörstrand.

DSB, Skånetrafiken og Västtrafik har også gjort undtagelser.

Sverige anklagede torsdag Danmark for at bryde Dublin-forordningen ved ikke at registrere flygtninge og migranter, men de svenske udlændingemyndigheder slår fast, at landet skal følge samme praksis som danskerne.

- Vi tvinger ingen til at give fingeraftryk fra sig eller til at søge asyl i Sverige, sagde Rexhep Hajirizi hos indvandrermyndighederne i Malmø fredag.

Kommentaren kom efter, at den svenske kystvagt torsdag blev alarmeret som følge af frygt for, at flygtninge og migranter skulle hoppe over bord fra en færge på vej til Trelleborg, fordi de ikke ville lade sig registrere i Sverige.

Det skal have drejet sig om flygtninge, som senere vil videre til Norge og Finland.

Hajirizi siger, at han ikke forstår, hvorfor der forlyder rygter om, at Sverige tvinger nyankomne til at lade sig registrere.

/ritzau/TT