Billetsalg accelererer inden håndbold-VM i Danmark

Skrevet af admin

05/11/2015

Dagens topnyheder

5. december lyder VM-startfløjtet i både Herning, Næstved, Kolding og Frederikshavn, når kvindehåndboldens verdensmester for 22. gang skal findes.

Det foregår som bekendt med Danmark som vært, og alt tyder på, at håndboldfesten kommer til at slå rekorder på de fire spillesteder.

VM-billetsalget er gået over forventning, konstaterer formand i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Per Bertelsen, der kan konstatere, at det magiske tal 100.000 nu er rundet.

- Jeg er vildt imponeret over, at vi er nået så langt allerede, og det er især fordi, tallene er så flotte i både Frederikshavn og Næstved.

- I Frederikshavn er to dage helt udsolgt, og i Næstved er der kun siddepladser tilbage på en enkelt af spilledagene. Det havde jeg ikke set komme, siger Per Bertelsen i en pressemeddelelse.

DHF-formanden glæder sig over opbakningen i specielt Herning, hvor Danmark spiller alle sine kampe.

I Kolding er der gang i et stort arbejde for at skabe opmærksomhed - både lokalt og syd for grænsen.

I Kolding er de tyske kvinder i pulje med de brasilianske verdensmestre, Argentina, Den Demokratiske Republik Congo, Frankrig og Sydkorea.

Det betyder samtidig fint besøg af to danske toptrænere; Brasiliens landstræner, Morten Soubak, og Tysklands landstræner, Jakob Vestergaard.

- Jeg håber, de tyske håndboldfans begynder at vise større interesse for at komme til Kolding og følge deres håndboldkvinder, og vi har en indsats i gang for at skubbe lidt på i den sammenhæng.

- Samtidig har vi sat flere ting i værk i Kolding for at vække VM-entusiasmen hos den lokale befolkning, fortæller formanden.

VM spilles fra 5. til 20. december, og Danmarks kampe spilles i Jyske Bank Boxen i den traditionelle værtsby Herning.

/ritzau/