Billetter revet væk til Kolding Ølmesse

Fredag den 22. februar bliver en mærkedag for øl-elskere i Kolding og omegn. Her løber den 10. udgave af den traditionsrige Kolding Ølmesse nemlig af stablen i Parkhallen på Fynsvej, og her vil hundredevis af øl-elskere sætte hinanden stævne til en aften fuld af øl, traditioner, hyggesnak og mandehørm.

Messen, som arrangeres af Kolding Vinhandel, er en årligt tilbagevendende begivenhed hvor ca. 500 betalende gæster slår hinanden stævne, og over en hel aften får lov til at møde og snakke med en stjernerække af brygmestre og repræsentanter fra bryggerier i hele Danmark. Med i billetprisen følger gratis smagsprøver ad libitum fra de besøgende bryggerier samt et stort pølsebord at stille sulten ved.

En sådan aften, hvor man samles med ligesindede for at udforske, diskutere og ikke mindst smage på sin store interesse er i høj kurs ved mange – fortrinsvis mandlige – kolding-borgere. Messen har da også alle år været en populær begivenhed, og skal man måle på interesse alene, bliver det noget af et jubilæum i år.

Faktisk kan den stolte arrangør, Kresten Vestergaard Frandsen fra Kolding Vinhandel, melde om ekstra stor efterspørgsel på billetterne i år. Samtlige billetter til arrangementet er revet væk – stort set inden de er blevet trykt – og det i øvrigt uden der er gjort reklame for arrangementet: Mund-til-mund metoden og faste traditioner blandt deltagerne har gjort arbejdet.

- Vi har simpelthen ingen billetter tilbage. De er revet væk, og det er ærligt talt kommet helt bag på os, siger Kresten Vestergaard Frandsen, og tilføjer nærmest lettere betynget:

- Jeg er virkelig bange for, at vi kommer til at skuffe mange mennesker i år.

Dagens Gossip