Billige piloter og stewardesser presser SAS

Kreative ansættelsesvilkår og skattemæssige krumspring for det flyvende personale er en hastigt voksende trussel mod SAS.

Konkurrenterne i luftfarten benytter i stigende omfang piloter fra vikarbureauer og lavtlønnede stewardesser. Dermed sparer de mange hundrede millioner kroner i omkostninger, uden at SAS kan følge med, skriver Jyllands-Posten.

Det kan udløse en ny spareplan i SAS, som i efteråret var igennem en dramatisk overlevelseskamp.

- De nye og aggressive løn- og arbejdsvilkår hos lavprisselskaberne kan være forskellen mellem overskud og underskud for SAS. Hvis udviklingen fortsætter, må medarbejderne forberede sig på en ny spareplan, siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank til Jyllands-Posten.

SAS ser med stor alvor på udviklingen. I en henvendelse til transportminister Henrik Dam Kristensen (S) skriver SAS, at selskabets "muligheder for i fremtiden at drive dansk forankret luftfart vil være alvorligt truet", hvis konkurrenter med baser og medarbejdere i Danmark kan drives efter de nye spilleregler.

- Det er klart, at det vil være sværere at klare sig i konkurrencen, hvis der breder sig nogle modeller, som SAS ikke ønsker og ikke har mulighed for at være en del af, siger Flemming Jensen, koncerndirektør i SAS, til Jyllands-Posten.

Især det irske lavprisselskab Ryanair hyrer piloter hos vikarbureauer med adresse i lande med meget lave skatteprocenter. Ryanair ansætter samtidig kabinepersonale til en månedsløn på ned til 10.000 kroner.

Men også SAS' største konkurrent Norwegian og andre flyselskaber benytter lignende metoder.

- SAS er den pæne dreng i klassen. Spørgsmålet er, om man kan eksistere som luftfartsselskab uden disse vilkår, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen til Jyllands-Posten.

- Forbrugerne ser på prisen og er bedøvende ligeglade med de arbejdsforhold, som ligger bag, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip