Billigere kinesisk valuta gavner danske boligejere - lidt

Skrevet af admin

13/08/2015

Mest læste i dag

En sideeffekt af de seneste dages devaluering af den kinesiske valuta er, at de danske realkreditrenter er faldet en smule.

Når renten falder, så stiger kursen typisk på boliglån, og det gør det billigere for boligejere, som vil låne penge, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.

- Vi har kunnet konstatere, at kurserne er steget med cirka et halvt kurspoint i forhold til i mandags, hvor verden var uforandret. Det betyder at det er blevet lidt billigere for boligejerne at låne penge i løbet af de seneste par dage, siger hun til Ritzau.

- Hvis vi tager udgangspunkt i et 30-årigt 3-procents lån med afdrag, som er den toneangivende obligation i øjeblikket, så lå kursen på 98,8 i mandags. Nu ligger den på 99,3, siger hun.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann har der hos Nordea Kredit indtil nu været to obligationer i spil, hvis man ønsker et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag - på 2,5 procent og 3,0 procent.

Med den seneste renteudvikling vil lidt flere af de nye boligejere, som skal optage lån, have gavn af at vælge det første, siger Lise Nytoft Bergmann.

- Men det hører med til billedet, at hvis vi ser på den månedlige ydelse for boligejerne, er forskellen altså nede i 15 kroner for et lån på én million. Man får en hovedstol, der er 5000 kroner mindre for et lån på en million, siger hun.

Ifølge Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, sender de kinesiske devalueringer de danske renter ned, da "det tolkes som et signal på svaghedstegn i kinesisk økonomi, og dermed også øget modvind til den globale økonomi".

I Realkredit Danmark ændres anbefalingerne til boligejerne på baggrund af den seneste renteudvikling fra 3,0 procent til nu 2,5 procent-lånet, hvis man som boligejer ønsker et fastforrentet 30-årigt lån.

- Det skal ses i lyset af, at 2,5 procent-lånet er billigst over tid og har den største kursfølsomhed og dermed den bedste beskyttelse af friværdien i tilfælde af eventuel fremtidige rentestigninger, skriver Christian Hilligsøe Heinig i en kommentar.

Torsdag nedskrev Kinas centralbank landets møntfod i forhold til den amerikanske dollar for tredje dag i træk, da den såkaldte referencekurs for yuan blev sat 1,1 procent lavere.

Tirsdag og onsdag blev møntfoden de facto devalueret med henholdsvis cirka 1,9 og 1,6 procent.

/ritzau/