Billund Kommune foretrækker en jernbane til lufthavn

Skrevet af admin

14/01/2014

Dagens topnyheder

Billunds borgmester Ib Kristensen (V) er ikke i tvivl. En jernbane til Billund Lufthavn er den bedste løsning for en togforbindelse.

Mandag aften brød forhandlingerne mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten om Togfonden sammen. Forhandlingerne strandede, efter at Dansk Folkeparti ville have undersøgt mulighederne for en letbane til lufthavnen.

Men i Billund foretrækker man en jernbanemodel.

- Vi ser gerne, det bliver en jernbaneforbindelse fra Jelling, så lufthavnen er koblet direkte op på det overordnet banenet. Vi er måske lidt undrende over, at sammenbruddet i forhandlingerne kom ind på det tidspunkt, de gjorde, siger Ib Kristensen til Ritzau.

Billunds borgmester understreger, at forbindelsen til lufthavnen har en afgørende betydning for erhvervslivet.

- Vi er i et område, hvor der er vækst for erhvervslivet, og den vækst kan banen være med til at fastholde.

- Jernbanen er utrolig vigtig. Hver dag pendler 5400 mennesker ind i Billund Kommune for at arbejde, og kan vi tage nogle af dem og flytte over på banen, vil det løse nogle af de andre trafikproblemer, vi har, siger Ib Kristensen.

Tilbage i september blev regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten ellers enige om at togfonden på 28,5 milliarder kroner skulle finansieres med højere beskatning af olie og gas i Nordsøen. Pengene var på plads - kun udmøntningen skulle aftales endeligt.

Mandag aften kørte togfonds-forhandlingerne ud på et sidespor, men Ib Kristensen håber, at forligsparterne snarest finder en løsning.

- Jeg håber, man kommer tilbage og fortsætter forhandlingerne og gør dem færdige, så togbanen kommer fra Jelling til Billund, siger han.

/ritzau/