Billund Lufthavn kan fejre 50 års jubilæum

Skrevet af Elo Christoffersen

06/03/2014

Dagens topnyheder

Det går godt med salget af charterrejser til sommeren 2014. Branchen oplever en fremgang i antallet af solgte rejser sammenlignet med sidste år.

- I øjeblikket har vi solgt ti procent flere rejser end på samme tidspunkt sidste år. I den sammenhæng spiller Billund Lufthavn en vigtig rolle for os og har i årtier sikret en enkel og smidig afrejse og hjemkomst fra ferien. Samtidig glæder vi os over, at lufthavnen her i jubilæumsåret sætter fokus på charterrejsen som den populære, smarte og trygge rejseform, den er, siger Jan Vendelbo, administrerende direktør hos Spies og formand for organisationen Rejsearrangører i Danmark.

Han er ikke i tvivl om, at charterrejsen også vil leve i bedste velgående næste gang, lufthavnen fejrer jubilæum, hvis bare branchen bliver ved med at opfinde sig selv med tiltag som swim-out-hoteller, krydstogter, DUX-madrasser og gratis Wifi, som er noget af det, der trækker folk til.

Mangfoldig rejseform

Netop charterbranchens udvikling har været afgørende for, at danskerne fortsat bestiller masser af pakkerejser sydpå. Det mener livsstilsekspert Anne Glad, der er strategisk direktør i reklamebureauet Envision, som har undersøgt danskernes rejsemønstre.

-  En god ferie handler ikke bare om solgaranti og rigeligt med spansk rødvin - man skal sikre sig, at hele familien får en god oplevelse. For nogle betyder det ”All Inclusive”, hvor økonomien ikke løber løbsk. For andre handler det om ro fra larmende børnefamilier, eksotiske ekskursioner eller mulighed for at dyrke sport. Branchen har formået at lytte til de nye behov og skræddersy nye typer af charterrejser. Derved har man også kunnet tiltrække nye kundetyper, siger Anne Glad.

Århundredets charterfest i Billund

Hos Billund Lufthavn har charterrejsen altid været en del af lufthavnens DNA. Blandt andet derfor bliver lufthavnens 50-års jubilæum brugt til at sætte fokus på, hvorfor den klassiske og populære rejseform stadig har sin berettigelse i en tid, hvor unikke oplevelser ses som det eneste rigtige.

- Vi glæder os meget over, at charterselskaberne er kreative og dygtige til at møde forbrugernes individuelle forventninger til deres ferie. I Billund Lufthavn har charterturismen altid fyldt meget, lige fra rejsetypen så dagens lys midt i tresserne – og i dag har vi næsten én million chartergæster om året, siger marketingchef i Billund Lufthavn, Jesper Klausholm.

Den 12. april vil charterbranchens udvikling blive markeret, og 1000 charterturister inviteres til århundredets charterfest i Billund Lufthavn.

Her vil de blandt andet kunne møde Jan Vendelbo, Anne Glad og Jesper Klausholm til en snak om den moderne charterferie med festlig assistance fra Anders Breinholt og sangerinden Lis Sørensen.