Bilmesse og Brugtmarked i Fredericia

På lørdag åbner dørene til efterårets store Bilmesse & Brugtmarked i Messe C Fredericia.

Og der venter de besøgende et brag af en messe, for arrangør Anders P. Nielsen kan berette om alt udsolgt på udstillersiden.

- Det betyder, at vi har alle haller fyldt op med 300-400 salgsbiler samt bilklubber, reservedele, antikviteter med mere for de mange tusinde bilentusiaster, som vi glæder os til at byde indenfor, fortæller Anders P. Nielsen i en pressemeddelelse.

Læs også: Ford er kommet på Nationalmuseet

I følge arrangøren er priserne på alle de smukke klassiske biler yderst attraktiv i øjeblikket. Men akkurat som boligmarkedet er ”bunden nået”, så det er et godt tidspunkt at slå til nu, mener han:

- Mange har set tiden an for at se, om priserne kom yderligere ned. Men i dag kan eksempelvis en Ford Mustang erhverves billigere i Danmark end i USA, og min vurdering er, at priserne har fundet et leje, hvor de ikke går ned, snarere tværtimod, siger Anders P. Nielsen.

Temaet for weekendens messe er Fords 100 års fødselsdag, som markeres med et stort antal fantastiske Ford-klassikere. Også et stort antal af de såkaldte hot-rods, som er klassikere proppet med de nyeste motorer og teknik, kan ses og opleves på messen.

Bilmesse & Brugtmarked finder sted lørdag-søndag den 19. og 20. oktober i Messe C Fredericia. Åbningstiderne er lørdag 9 til 17, søndag 9 til 16.

Dagens Gossip

Dagens TV