Bilsalget ligger helt i top i 2014

Personbilerne triller ud fra forhandlerne i et tempo, der er aldrig er set før.

Samlet blev der godt nok solgt 741 færre biler i november i forhold til samme måned sidste år. Men efter årets første 11 måneder ligger salget 3,4 procent over sidste år, hvor der på samme tid var solgt 173.631 personbiler.

- 2014 har indtil videre været et imponerende år for bilsalget. Selvom vi har set en begrænset opbremsning i andet halvår, ligner det den fjerde rekord i træk, siger administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

- Vi har i 2014 tillige brudt tendensen om, at de små biler fik en større og større andel af salget. Vi har derimod kontinuerligt gennem året oplevet, at de lidt større biler fylder mere og mere i salgsstatistikken, siger han i en kommentar til tallene.

Bilimportørerne forventer, at der også i julemåneden vil blive indregistreret mange personbiler. Og særlig firmabilssalget er traditionelt højt op mod nytår.

- På trods af ændringer i beskatningsreglerne, er der stadig rigtigt mange firmabilshandler i december måned, og erhvervslivet har generelt købt godt ind gennem anden halvår, siger Gunni Mikkelsen.

Også salget af elbiler går godt - selv om det er små tal, der er tale om.

Samlet kom 190 nye elbiler på gaden i november mod 92 i samme måned sidste år. Og dermed steg salget med hele 106 procent, og 2014 er allerede nu det bedste elbilsår nogensinde.

Privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen, forventer, at bilsalget vil falde i 2015 i forhold til i år.

- Puklen af gamle biler, der skal udskiftes, er blevet mindre. Til gengæld er det også et godt bud, at de nye biler bliver lidt større til næste år, siger han om tallene.

- Vi regner i hvert fald med, at det samlede privatforbrug kommer til at stige lidt, og det betyder normalt også større bilforbrug målt i kroner, lyder det fra Las Olsen.

/ritzau/

Dagens Gossip