Biltyv anholdt på motorvejen ved København

Sagen startede, da Midt- og Vestsjællands Politi fik besked om, at føreren af en sort personbil, der var stjålet i København i slutningen af december 2012, netop havde stjålet benzin i Sorø og efterfølgende var kørt i østlig retning af Vestmotorvejen.

En patrulje kørte til motorvejen mod Køge og København og fik efterfølgende kontakt med bilen nord for Karlslunde rasteplads.

Her standsede man den stjålne bil uden dramatik og anholdt den 18-årige mand fra Brøndby Strand, der kørte bilen.

Han blev sigtet for at have stjålet bilen i København i forbindelse med et indbrud, at have kørt fra benzinregningen i Sydsjællands politikreds i to tilfælde inkl. dagens benzintyveri i Sorø, for kørsel i frakendelsestiden og for ikke at have benyttet sikkerhedssele under kørslen.

Politiet løslod den 18-årige efter afhøringen, men han kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne skal afgøres, og erstatningskravene opgøres.

Dagens Gossip