Biltyv stjal bil med 10-årig på bagsædet

En 10-årig pige blev mandag eftermiddag udsat for en noget ubehagelig oplevelse, da en biltyv pludselig stak af med den bil, hun sad på bagsædet af.

Pigens far parkerede ved 17-tiden ved et supermarked på Frederiksværkgade i Hillerød. Datteren sad på bagsædet, så han lod bilen være ulåst og efterlod også nøglerne i tændingen.

Det opdagede tyven, som smuttede ind i bilen og kørte fra stedet, tilsyneladende uden at lægge mærke til barnet på bagsædet. Det oplyser Nordsjællands Politi.

Flere patruljer blev tilkaldt, og heldigvis blev den 10-årige hurtigt fundet. Tyven havde efterladt bilen på Herluf Trollesvej, og pigen var ikke kommet noget til under køreturen. 
 

Dagens Gossip