Bin Laden bad om informationer om to danske journalister

Osama bin Laden bad i et hidtil hemmeligholdt brev om informationer på to danske journalister tilknyttet den danske avis, der "fornærmede profeten Muhammed".

Det viser en gennemgang af breve fra den tidligere al-Qaeda-leder, som Ritzau har lavet.

USA offentliggjorde onsdag brevene fra Osama bin Laden, som blev dræbt af specialtrænede soldater i Pakistan i 2011. Brevet er sendt til en anden højt placeret al-Qaeda-leder og er dateret et år før bin Ladens død.

- Afsæt venligst de nødvendige ressourcer til at indsamle oplysninger på de to journalister fra Danmark tilknyttet avisen, der fornærmede Profeten og blev bortvist fra Pakistan, men senere vendte tilbage efter udenlandsk pres, skriver bin Laden.

Brevet er dateret 26. september 2010 og er sendt til Sheik Mahmud, hvilket menes at være et alias for Atiyah Abd al-Rahman, et dengang ledende medlem af al-Qaeda.

USA udlovede en dusør på op mod en million dollar for informationer om Mahmud, som formentlig blev dræbt under et droneangreb i 2011.

Den pakistanske avis "The Nation" skrev i 2010, at to danske journalister blev sortlistet af Pakistan, som de dækkede for landsdækkende, danske medier. Men det blev afvist af medierne selv.

Brevet fra bin Laden er dateret en måned efter. Det vides ikke, om der er tale om de samme journalister, som ikke er navngivet i brevet.

Det er de amerikanske myndigheder, der har offentliggjort dokumenterne, som blev hentet ud af det hus i Pakistan, hvor bin Laden blev dræbt. Blandt dokumenterne er breve fra al-Qaeda-lederen til andre ledende medlemmer og hans kurer.

Danmark er nævnt mindst tre gange i brevene fra den tidligere al-Qaeda-leder.

I et af de andre breve står der, at tre jihadister blev sendt til Danmark for at "udføre en operation". De tre personer forsvandt dog uden spor ifølge brevet.

Der er ikke nogen konkret beskrivelse af hvem eller hvad i Danmark, der skulle have været mål for operationen.

Amerikanske specialstyrker beslaglagde 2,7 terabyte data fra huset i Pakistan med dokumenter og andet materiale, som ventes at blive offentliggjort løbende af de amerikanske myndigheder.

/ritzau/

Dagens Gossip